Egedal IdrætsFællesskab - LSI - SIS - ØIU

Vedtægter

Vedtægter for Stenløse Idrætssammenslutning

§ 1 Navn

Foreningens navn er Stenløse Idrætssammenslutning.

§ 2 Hjemsted

Foreningens hjemsted er Egedal Kommune.

§ 3 Formål

Stenløse Idrætssammenslutning (herefter kaldet SIS) er en lokalorganisation under Egedal Idrætsfællesskab (herefter kaldet EIF). Formålet er primært at varetage de lokale idrætsforeningers interesser, samt være foreningernes kontaktpunkt i lokalområdet.

SIS er underlagt EIF’s vedtægter og skal, under ansvar over for EIF’s bestyrelse, hovedsageligt varetage følgende opgaver:

    • lokalefordeling og optimering i eget lokalområde
    • koordinering af lokale initiativer
    • koordinering af Idrætsfællesskabets initiativer
    • indstilling til Idrætsfællesskabets bestyrelse vedrørende ønsker til kommunale investeringer

SIS vælger sin egen bestyrelse og forpligtiger sig til at følge en eventuel samarbejdsaftale mellem EIF og Egedal Kommune.

§ 4 Medlemmer

Enhver forening, som er hjemmehørende i Egedal Kommune, og som geografisk er placeret i den tidligere Stenløse Kommune, kan optages som medlem af SIS, såfremt foreningen i øvrigt kan godkendes af Egedal Kommune med henblik på lokaletildeling, lokaletilskud, medlems-/aktivitetstilskud og lign.

§ 5 Medlemspligt

Medlemsforeningerne er på forlangende pligtige til hvert år at fremsende medlemstal pr. 31. december, for såvel aktive som passive medlemmer, til SIS. Eventuel indberetning til specialforbund og andre paraplyorganisationer er SIS uvedkommende.

§ 6 Kontingent

Eventuelt kontingent til SIS fastsættes på en generalforsamling.

§ 7 Bestyrelsen

Foreningens bestyrelse, der består af  5 medlemmer, vælges hvert år på den ordinære generalforsamling for to år af gangen. Genvalg kan finde sted.

To medlemmer vælges i lige år og tre medlemmer i ulige år

Kun medlemmer, der er til stede på generalforsamlingen, eller som har givet skriftligt tilsagn, kan vælges.

Ved valg til bestyrelsen, skal det, så vidt muligt, tilstræbes at vælge repræsentanter fra såvel indendørs- som udendørs idræt.

Bestyrelsen konstituerer sig selv med hhv. formand, kasserer og eventuelt sekretær.

Generalforsamlingen vælger for et år ad gangen  to  suppleanter. Såfremt et eller flere medlemmer af bestyrelsen afgår i utide, indtræder en eller begge suppleanter indtil næste generalforsamling.

Bestyrelsen afholder af foreningens midler de fornødne administrations- og repræsentationsudgifter under ansvar overfor generalforsamlingen.

Formanden indkalder til og leder bestyrelsens møder, hvortil der indkaldes med mindst 8 dages varsel. Formanden skal indkalde til bestyrelsesmøde, hvis mindst 2 bestyrelsesmedlemmer fremsætter ønske herom.

Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer er til stede, herunder formanden.

I tilfælde af stemmelighed på bestyrelsesmøder er formandens stemme afgørende.

Formanden er bemyndiget til at handle i sager, som ikke tåler udsættelse, men skal i så tilfælde snarest forelægge sagerne for den øvrige bestyrelse.

Bestyrelsen skal føre en forhandlingsprotokol med referat af samtlige bestyrelsesmøder og generalforsamlinger, underskrevet af de fremmødte bestyrelsesmedlemmer og, for generalforsamlingens vedkommende, endvidere af dirigenten.

Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden.

§ 8 Repræsentation i EIF

Foreningen har to medlemmer i EIF’s bestyrelse:

  1. Formanden er automatisk medlem.
  2. Det andet medlem vælges iblandt den resterende bestyrelse.

§ 9 Økonomi og regnskab   

Foreningens regnskabsår er kalenderåret.

Bestyrelsen er ansvarlig over for generalforsamlingen for budget og regnskab. Kassereren har det daglige ansvar for foreningens likvide midler og andre aktiver og sørger for, at regnskabet føres på betryggende vis.

Bestyrelsen skal senest den 15. januar afgive årsregnskab for det foregående år til revisoren. Regnskabet forelægges, underskrevet af bestyrelsen og forsynet med revisorens påtegning og underskrift, på generalforsamlingen til godkendelse.

Efter generalforsamlingen fremsendes regnskabet til EIF senest 1. marts.

§ 10 Revision

Foreningens regnskab revideres af foreningens revisor, der vælges på den ordinære generalforsamling.

§ 11 Tegning og hæftelse

Foreningen tegnes af formanden, dog ved optagelse af lån af den samlede bestyrelse.

Bestyrelsen kan meddele fuldmagt.

Der påhviler ikke medlemsforeningerne eller disses medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, som påhviler foreningen.

§ 12 Ordinær generalforsamling

Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen.

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i februar med følgende faste punkter på dagsordenen:

    1. Valg af dirigent
    2. Bestyrelsens beretning
    3. Kassereren forelægger årsregnskab til godkendelse
    4. Indkomne forslag
    5. Valg af bestyrelse
    6. Valg af suppleant til bestyrelsen
    7. Valg af revisor og revisorsuppleant
    8. Valg af repræsentant til EIF
    9. Eventuelt

Generalforsamlingen indvarsles skriftligt til medlemsforeningerne med 4 ugers varsel.

Forslag, som ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal skriftligt tilsendes formanden, så det er denne i hænde senest 2 uger før generalforsamlingens afholdelse. Indkomne forslag, der skal behandles på generalforsamlingen, bekendtgøres skriftligt senest 1 uge før generalforsamlingens afholdelse.

Adgang til generalforsamlingen har alle medlemsforeninger.

Hver forening tildeles 1 stemme.

Hvor intet andet er anført, afgøres alle valg og forslag ved almindelig stemmeflerhed.

Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Skriftlig afstemning skal finde sted, såfremt 1 stemmeberettiget repræsentant ønsker det.

§ 13 Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling indkaldes af bestyrelsen med mindst 14 dages varsel, når denne finder det nødvendigt eller når mindst 3 af medlemsforeningerne skriftligt begærer dette med angivelse af grund.

§ 14 Beslutninger

Enhver lovlig indkaldt generalforsamling er beslutningsdygtig.

Til vedtægtsændringer kræves altid 2/3 majoritet af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer.

§ 15 Opløsning

Foreningen kan kun opløses på en i samme anledning indkaldt ekstraordinær generalforsamling.

For opløsning kræves 3/4 stemmemajoritet af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer.

Såfremt opløsning vedtages, overdrages eventuel formue og øvrige ejendele til EIF.

 

 

Således vedtaget på generalforsamlingen den 24.marts 2010